Rigtig mange har svært ved at give slip.

Selvom en udefra kommende let kan se, at det er ved at være tid, eller måske endda er over tid.
Det kan være helt enormt svært at gribe telefonen og taste dyrlægens nr, for at bestille tid til en aflivning.
Det er svært fordi der er mange følelser bundet i forholdet til ens hund/kat. Det er et fuldstændigt fordomsfrit “kærlighedsforhold” man skal give slip på og det er utroligt svært.
Din hund eller kat elsker dig og stoler på dig. Det er dyrs natur at forsøge at skjule/undertrykke svaghed og smerte og de vil gå helt utroligt langt for at glæde dig, selvom de har fysisk ondt.
Det kan derfor være rigtig svært som ejer at afgøre, om dyret har smerter og hvornår grænsen er nået.
Er det når Nanna ikke længere kan holde til at gå tur? Hun er jo stadig glad når jeg kommer hjem fra arbejde.
Er det når Mille så småt er holdt op med at spise sin mad?
Hun er jo ellers en glad kat.
Er det når Fie er begyndt at pibe konstant og ikke kan være alene?
Er det når Simba ikke længere kan soignere pelsen ordentligt.
Er det når Charlie ikke kan rejse sig fra sin kurv?
Eller når Felix har tabt 50 % af sin kropsvægt?
Er det når børn og børnebørn presser på?

Livskvalitet

Hvad skal der til for, at en hund eller kat har en god livskvalitet?
Skal hunden kunne løbe og lege, skal den være glad for at komme ud og gå tur, skal den spise sin mad med god appetit, skal den være glad når der kommer gæster, skal den kunne rejse sig og bevæge sig uden smerter, eller er det “nok” at den logrer med halen fra sin kurv, når man kigger på den?
Skal katten kunne hoppe op i vinduet og lege, skal den være glad for kontakt og berøring, skal den spise med god appetit og skal den kunne holde sin pels fin og blank? Eller er det ok, den sover hele dagen og kun bevæger sig for at spise lidt eller gå på bakken?
Har du gjort op med dig selv, hvor langt du vil trække den, når din gamle hund eller kat bliver syg eller slidt?
Hav altid Dyreværnslovens Kapitel 1 i baghovedet, når du vurderer din gamle hund eller kats livskvalitet. Og vær ærlig overfor dig selv.
§ 1. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
Er det for din skyld og kan du være det bekendt?

Brug for hjælp?

Er du i tvivl om din hund eller kats livskvalitet, så book tid til en konsultation og få en faglig vurdering. Ofte kan vi hjælpe din ven til en smertefri hverdag og øget livsglæde. Bestil tid på 70 86 88 88.
Aflivning er aktiv dødshjælp. Vi skal allesammen herfra. Det er blot et spørgsmål om, hvor meget lidelse og smerte vi skal igennem til sidst, før der bliver sagt farvel. Heldigvis har vi som dyreejer indflydelse på, hvor meget vores hund eller kat skal igennem før den dør.
En aflivning er normalt en rolig og fredfyldt oplevelse for alle parter. Det er helt okay at fælde en tåre, men prøv at bevare fatningen, til din hund/kat er faldet i søvn. Dyr er meget opmærksomme på deres ejers sindstilstand, så jo roligere du er jo roligere vil din hund/kat være.
En aflivning kan foregå i hjemmet eller på dyreklinikken.
Læs hvordan en aflivning foregår:
https://www.dyresundhed.dk/konsultationer/aflivning/
Det er muligt at få asken hjem i en urne, eller få fremstillet et erindringssmykke.
Det er også muligt at begrave dit kæledyr i haven eller på dyrekirkegård.
Har du spørgsmål eller efterspørger du en særlig ydelse, er du velkommen til at ringe til os på 70 86 88 88.